I 2007 fandt en konference om den såkaldte euroislam sted i Wien. De prominente muslimske delegerede formulerede her en fælles fremtidsversion om et islamisk behersket Europa. Blandt andet sagde Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, at en kommende islamisk æra med forbillede i det Mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa skal afløse kristendommen. Blandt de øvrige deltagere var også den allestedsnærværende Tariq Ramadan, som mente, at euroislams mere langsigtede hensigter bør skjules for offentligheden. Man enedes om, at man som det første mål skulle stile mod indførelse af islamisk religionsret (sharia). Til en start som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater. Omkring indholdet af sharia skulle man så vidt mulig undgå offentlig diskussion, hvilket blev anført af Tariq Ramadan. På trods af dette og andre kontroversielle udtalelser er Tariq Ramadan fortsat Europas darling. Han opfattes som en moderat europæisk muslim, der ønsker at arbejde for en fredelig integration af muslimer i vesten og for imødegåelse af radikaliseringer af muslims ungdom. Han er en skattet gæst ved officielle konferencer i Europa, og han nyder stor respekt blandt veluddannede danske muslimer. Hans indflydelse i muslimske kredse i Danmark, er i det hele taget stor. Ikke mindst i foreninger som: Kritiske muslimer og Muslimer i dialog, som Sherin Khankan og Abdul Wahid Pedersen er henholdsvis i spidsen for og fremtrædende medlemmer af. Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Den eneste gyldige grund for muslimer til at opholde sig i Danmark er i følge koranen, at man offentligt bekender sig til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission. Først og fremmest ved islams bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum. Tariq Ramadan foreslår at betegnelsen krigens hus (på arabisk: Dar al-Harb) som traditionelt er et begreb, der anvendes om områder (hvor der bor muslimer), men regeres af vantro (altså ikke muslimer) skal udskiftes med bekendelsens hus, som bedre angiver, at der i Europa er tale om mission frem for egentlig krig. Han er altså modstander af mulimsk voldsanvendelse i Europa, fordi det kan vanskeliggøre euroislams egentlige mål, som omtalt ovenstående. I sidste ende handler det dog, akkurat som hos de militante muslimer, om at opnå islamisk dominans og dermed regeringsherredømme. En af de mest militante muslimer er Yusuf al-Qaradawi. Han er en af sunnimuslimernes mest indflydelsesrige lærde i Mellemøsten. Han har i mange år været tilknyttet Det muslimske broderskab. En rabiat islamisk bevægelse, der er oprettet af Tariq Ramadans morfar, Hassan al-Banna, i 1928. Derudover er han et fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der forsøger at komme til at spille en betydelig rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Al-Qaradawi har, som Ramadan, udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika gennem mission, propaganda og indflydelsesrige pressionsgrupper. Begge har sat afgørende fingeraftryk på et dokument kaldet projektet. Heri opridses en langsigtet (100-årig) detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse af Vesten. Dokumentet er udarbejdet i 1982. Formentlig af Said Ramadan, der er far til Tariq. (En indflydelsesrig familie, må man sige). Dokumentet blev fundet i 2001 under en ransagning af en luksusvilla i Schweitz, tilhørende Youssef Nada. Mangeårig ven af Ramadanfamilien. Han er international leder af the brotherhood og bankdirektør for Al-Taqwabanken, som er sat i forbindelse med islamsk terrorisme. Et af Projektets helt centrale strategier, er dem, der angår infiltration via aktivt medborgerskab . Et sådant skal ifølge Tariq Ramadan gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der overalt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for en større retfærdighed. Vel at mærke en islamisk retfærdighed, sharia, der betegner en guddommelig retsorden for såvel religiøs praksis som samfundslivet. Ramadans opfordring har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Blandt andet er den velkendte Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at bære tørklæde i Folketinget en almenkendt prøveklud på politisk islam. Hvor langt kan man gå med sharia? Tørklædet er for det rettroende islam selve symbolet på accept af sharia i sin helhed, og derudover et symbol på den totale kontrol af kvinder, som er grundlæggende for politisk islam. Desværre har den oprindelige ide´ om euroislam, som den blev lanceret af Bassam Tibi, tidligere professor i Gøttingen, mistet pusten. Denne ide´ gik ud på, at islam i Europa skulle føje sig ind under den europæiske demokratiske og kulturelle tradition, og herigennem tvinge herboende muslimer til et nødvendigt opgør med sharia som politisk lovgivning. Desværre er den oprindelige ide´ blevet kidnappet af Tariq Ramadan og hans islamofacistiske broderskab, og kommer nu til udtryk i omvendt betydning. Afslutningsvis skal nævnes et andet interessant aspekt i projektets køreplan,. Det går ud på at udnytte venstrefløjen i Europa, som trinbræt og allieret på vejen til islamiseringen af Vesten. Og det ser tragisk nok ud til at være lykkedes til fulde. Det er jo desværre set før i historien. Svaret på mit eget spørgsmål, som indleder denne blog, bliver således bekræftende: Ja euroislam er en bevægelse, der på sigt har til formål at overtage Europa!